Der var ingen tvivl, da forfatteren til teaterkoncerten ”Da Pigtråden Blev Rødglødende” skulle finde den musikalske makker til Sir Henry, alias Ole Bredahl, i rollen som Tommy Seebach. Det skulle være Joakim Lind Tranberg.
Lige så sikkert var valget af Maud Kofod. Jeg kastede følgende spørgsmål op: Hvor finder vi en kvinde der kan fortolke Annisettes “River Deep Mountain High”, en kvinde som kan spille klaver og vil synge de mange kvindestemmer som Grand Prix sangende kræver. Svaret var entydigt: Maud Kofod.
Joakim Lind Trandberg gjorde et uudsletteligt indtryk i rollen som Rasmus Seebach i musical-succes’en ”Seebach”, hvor han blev hædret med Årets Reumert i 2018. I sin begrundelse skriver Reumert-juryen: “Her er en skuespiller, der ved, hvordan man fascinerer sine fans. I rollen som hele Danmarks Rasmus Seebach stod han på scenen med sin naturlige autoritet. Han formåede at forvandle sig til musikverdenens sejlivede drøm om popstjernens menneskelighed. Med sin inderlighed og sin klangfulde popstemme er Joakim Lind Tranberg selv på vej til at blive folkeeje.”
Joakim Lind Tranberg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2017. Allerede i 2009 spillede Joakim Billy i ”Elsk mig i nat” og medvirkede i 200 forestillinger på Østre Gasværk, Tivolis koncertsal og i Aarhus Musikhus. Joakim har desuden medvirket i: ”Sanne The Musical” og ”Dirty Dancing”.
Maud Kofod er pigen der forfølger og realiserer drømmen. Fra skolekoret og skoleorkestret til cand. mag. i musik fra Musikvidenskabeligt Institut i København. Maud mestrer klaver, altsax og så synger hun rå rock n roll og pop. Hun har en række udfordringer i forestillingen, hvor hun bl.a. fortolker “Krøller eller ej”, “Med exprestog til Kina”, “Det lige det” og en række andre hits.
Ole ”Sir Henry” Bredahl er et ikon i dansk pigtråd. Han har siden 1964 været orkesterleder, bassist og frontfigur i Sir Henry & His Butlers. Når Teaterkoncerten ”Da Pigtråden Blev Rødglødende” får premiere i foråret 2022 har Ole Bredahl været aktiv professionel musiker i 58 år.
”Det bliver min sidste turné med Sir Henry & His Butlers,” siger Ole Bredahl, der næppe kan ryste sit kunstnernavn af sig. Han er et ikon som pigtrådsmusiker. Han har skrevet sig ind i musikhistorien som komponist til tre store internationale hits: ”Let’s Go”, ”Beautiful Brown Eye” og ”Camp”. Dertil kommer flere bidrag til Dansk Melodi Grand Prix. I 1983 var Sir Henry & His Butlers backing for Kirsten Siggaard der sang ”Og livet går”. I 1991 opnåede Ole Bredahl en 2. plads sammen med Ulla Bjerre og sangen ”Med Exprestog Til Kina”. Desuden har Ole Bredahl skrevet bidrag til Dansk Melodi Grand Prix fremført af henholdsvis Lecia Jønsson og Lille Palle Andersen. Da Tommy Seebach i 1975 gik solo, blev han erstattet af Søren Bundgaard på keyboards. Til sammen har Bredahl, Bundgaard og Seebach komponeret 18 Grand Prix sange og vundet syv gange.
Arne Møller